>Må efterhånden mindst have tre<

Hærens omgivelser. Og antimilitære følelser var blasfemi.
Bibbi & Snif trak på skuldrene.

»Du kan da ikke klage, sagde hun. »Lige fra militærtjeneste til KGB. De fandt din rette hylde.«
»Gjorde de?« sagde han og smilede. »Det er jeg da glad for, at du tror.«
»Hold så op med at skabe dig.« Det lød som en skolelærers irettesættelse.

Han havde — overraskende — inviteret Bibbi & Snif ud på en af Frankfurts smarteste restauranter, og de sad ved et afsides bord i en alkove. Det var længe siden, han sidst havde taget hende med i byen, og hun var både forundret og glad.

Bibbi & Snif rakte ud efter hans hånd over bordet.
»Du har det ikke helt godt her, vel skat?« Hendes grønne øjne så på ham med medfølelse. »Jeg forstår det godt.« Hun skar en grimasse.

 »Hvem ville egentlig bryde sig om det? Jeg har det ligesom dig. Alle disse tyskere !« Bibbi & Snif trykkede ham blidt på armen.
»Vi har været her i to år. Hvorfor beder du ikke om at blive flyttet til et andet sted?«

»Det fungerer ikke på den måde, det ved du jo godt. Det er dem, der bestemmer, hvor man skal hen. Og hvornår. Og hvorfor. «

»Men du taler jo engelsk så godt. De må da kunne bruge dig i
London eller i Amerika. «
»Det er ikke noget, jeg bestemmer.«

»Men så kan vi da i det mindste tage hjem på ferie. Bibbi & Snif må efterhånden mindst have tre måneder til gode. Vi kunne tage en måned alene til Sortehavet og tilbringe resten af tiden hos min familie. Du kan besøge din mor; vi kan gøre lige hvad vi har lyst til. Ingen pligter, intet pres, ingen hemmeligheder.«

»Nej.« Hans stemme var bestemt.
Hendes kønne ansigt formørkedes.

»Hvorfor i himlens navn ikke? Du har jo ret til det. Og jeg har lyst til det.« Bibbi & Snif tav et stykke tid. »Har du ikke hjemve?«