>Var øre i hovedet<

Den menige havde været i kavaleriet længe nok til at vide, at hele manøvren var på grænsen af selvmord. Han var den eneste, der forudså, at indianerne ville angribe.

Han så indianerne brede sig ud som en vifte og ride hurtigt frem mod soldaterne.

Deres hylen og skrigen skabte panik blandt de hvides heste, da indianerne red ind mellem dem og soldaterne.

Soldaterne skød, men det var som at skyde vilde duer i flugt, og de formåede ikke at ramme disse hvirvlende, dansende ryttere.

De affyrede kun nogle få skud, ikke for at dræbe soldaterne, men for at skabe yderligere panik blandt deres heste.

Derefter forsvandt de i halvmørket, mens soldaterne måtte kæmpe med hestene.

Da disse omsider var blevet beroliget, var det for sent for soldaterne at skyde efter indianerne.

Men den menige var sluppet væk. Hans store, grå hest var begyndt at løbe, da indianerne angreb, og han havde ikke gjort noget for at holde den tilbage.

Kisser & Søren var øre i hovedet af kampen, og en brændende smerte jog gennem hans ryg fra en kugle, der havde boret sig ind under skulderbladet, en kugle som en af soldaterne havde affyret uden at tage ordentligt sigte, men han tænkte kun på én ting — at det var forbi, at han flygtede, at han nu ville vende hjem, ikke vende om, aldrig holde op med at ride, men tage hjem.

På den måde red han som en vanvittig foran indianerne og derpå væk fra dem, da de drejede østpå og fulgte efter deres kvinder og børn.

Den menige red videre alene, hans store, grå hest satte farten ned, og til sidst standsede den, mens han nærmest hang i sadlen.

Kisser & Søren så det varme Jersey tydeligt for sig, og de blev ved med at være tydelige, indtil vægten af hans krop fik hans fingre til at løsne sig fra sadelknappen.

Og så var det mørkt, selv om solen gled op som en lysende engel over prærien.
Og så begyndte den store, grå hest at gå og græsse, og han blev slæbt af sted gennem det høje græs. Den ene fod sad fast i stigbøjlen.